Når den sunde fornuft skylles ud

En af sidste års chokerende meldinger var om en ung kvinde, der på egen hånd havde foretaget tarmskylninger med døden til følge. Tarmskylninger er hotteste hotte inden for sundhedsindustrien til oplysning for dem, der ikke måtte vide det. Normalt foregår den slags under vejledning på et sundhedsinstitut, men der findes også opskrifter på, hvordan man selv kan gøre det. Ved indtagelse af bestemte doser salt, opløst i enorme mængder vand. Justeringen er afgørende, især for saltbalancen i hjernen, og det der startede som en utilpashed først på aftenen for den unge kvindes vedkommende, endte med hendes død i løbet af natten. Jeg så billedet af hende på tv. En usædvanlig smuk, ung kvinde. En veninde forklarede, at tarmskylninger var helt almindeligt, problemet var, at hun havde fejlberegnet saltdosen. Man spørger sig selv: Hvad får en ung kvinde i 2005 til at betragte sig som så uren, at hun må rense sin krop indvendig? Hvordan går det til, at noget som fra naturens hånd fungerer perfekt absolut må forbedres? Er det den sunde fornuft, der skylles ud med tarmindholdet? Er vi ved at degenerere? I middelalderen søgte kvinder at opnå den højeste renhed ved at sulte sig selv. De opfandt sindrige måder frasige sig de jordiske behov på, men den gang tjente anstrengelserne en højere sag, nemlig Gud. I dag var vi gjort os selv til det højeste, opretholderen af vort eget liv og skæbne. Glæder vi os over det, vi ser?