Disse misundelsesværdige liv

Juletræet er smidt ud, og huset ligner sig selv. Julekortene er læst en sidste gang, dog med undtagelse af visse tilbagevendende computer-skrevne lovsyngelser af venners og bekendtes liv og færden. Deres talrige rejser til eksotiske steder, familiens fremgang i det hele taget. Denne årlige højglanspolering af familiens image er mig en kilde til evig undren. Men ok, det er lettere at forholde sig til fremgang end til alt det andet, der eksisterer ved siden af den. Og så er der også den praktiske side: Det er nemmere at printe det samme brev ud til alle end at give sig i kast med håndskrevne, personlige hilsner. I virkeligheden er jeg enig et langt stykke. Så meget faktisk, at jeg selv forsøgte mig før jul. Og resultatet blev uomtvisteligt identisk med det før omtalte, for heldigvis er der jo rigtig meget, som er gået godt i årets løb. Alligevel måtte jeg efter endt gennemlæsning stille mig selv spørgsmålet: Hvem skal blive glad for at få dette brev? Hvem vil føle sig omsluttet af venskab og varme? Og hvem i himmelens navn vil interessere sig levende for vores rejser og oplevelser? Derfor: Vil du glæde andre med en hilsen, så fokusér på relationen til modtageren. Sæt dig i hans sted og hold op med at være selvfed, og lad katten Cleo og hunden Pontus helt ude af betragtning. Skab et forhold af ligevægt og øjenhøjde med modtageren, så han slipper for at skimme brevet og glæde sig over, at der nu er et helt år til næste gang.