Måske sku' man røve en rustvogn?

Det er ikke let at blive kendt med et fremmed lands kultur og vaner. Faktisk er det hundesvært. Der er alt for meget, der er usagt, og alt for meget, som ingen gider informere én om. Det er også derfor, det er så let at tage fejl, og oven i købet risike at blive til grin.

Som nu for nogen tid siden, da der var begravelse i Nikolaj Kirke. Rustvognen holdt uden for døren, og i et ubevoget øjeblik var der ingen i bilen, udover liget selvfølgelig, som befandt sig behørigt i sin kiste. Heldigvis er der vinduer i en rustvog, så der var fri udsigt til den pyntede kiste og alle blomsterne . Men ud over kransene og bårebuketterne var bilen helt proppet med hvide kuverter, hvilket så ganske lovende ud. Men da øjeblikket indtraf, hvor man skulle høste udbyttet af sin hurtighed og sin dristighed, hvad sker der så? Man står med en masse små hvide kort i hånden med sorte kors på og en gnidret kuglepenskrift. Lutter navne og kors og ikke en rød øre.

Bagefter er det, man spørger sig selv: Hvordan i himmelens navn skulle nogen kunne ane, at der ikke var penge i de kuverter? Jeg mener, ingen har oplyst én om den slags. Og hvorfor skulle det være anderledes end for eksempel ved konfirmationerne, hvor kuverterne, eller telegrammerne, ligefrem bugner af kontanter.

Det er slet ikke fair, jeg kalder det snyd!