Hemmelighedernes kammer

I takt med at der stadig føjes nye rum til vores dagligdag, virtuelle rum, digitale, you name it - er der andre, der forsvinder. Jeg tænker især på de gamle loftsrum, hemmelighedernes kamre, barndommens rum, der ikke blev udkonkurreret af teknologien, men af isoleringen. Rockwool er navnet!
Hvem husker ikke, hvor spændende det var at gå på opdagelse på loftet, når de voksne sov til middag. En sommer eftermiddag, når solen bagte på tagstenene og støvet rejste sig i søjler - et sandt skatkammer!
Mine bedsteforældres loft fortsatte gennem flere rum, sale forekom det mig, møbleret med egetræskister, som tilrejsende antikvitetshandlere senere satte kløerne i. Et dukkehus, som det af en eller anden grund var forbudt at lege med, og en gammel rulle, der var dækket af et lagen, hvilket forhøjede uhyggen og spændingen og fik én til at drømme om den om natten. Min mand hævder, at der i halvmørket på hans bedsteforældres loft i Pandrup i Vendsyssel stod udskårne skriveborde på rad og række ved siden af rensdyrgevir og måleinstrumenter med røde gummislanger, og glaskolber.
Og så var der selvfølgelig vuggen! Tanken om, at de tykke mostre virkelig engang skulle have ligget i den, var uvirkelig. Men rockwoolen kom og lagde sig fed og gul overalt. Flød ind i hver revne og sprække. Rockwool kunne man ikke kæmpe imod, og hvis man prøvede, fik man hånden fuld af glassplinter. Rockwool var den effektive fortrænger af kulden, men også af hemmelighederne.