Kærlighedens manualer

"Det slår aldrig fejl. Hver gang jeg af omstændighederne bliver tvunget til at forholde mig til en ny digital triumf på markedet, opstår dilemmaet: Bliver tingene fra nu af forenklede eller bliver de tværtimod mere uoverskuelige?"

Han ta´r det hele

Lettelsen var enorm, da jeg endelig fik forklaringen på, at kvinder for det meste er dårligere kortlæsere og dårligere til at orientere sig i terrænet end mænd. Ifølge forklaringen skyldtes det, at de i fortiden var bundet til stedet af børnene og derfor måtte udvikle deres samlerinstinkt. Mændene derimod måtte kunne orientere sig for at støve jagtbyttet op. I bund og grund en tilfredsstillende forklaring, der fritager kvinden af i dag for at føle sig åndeligt mindrebemidlet på ferieturen eller som vejviser i bilen. Tak for det!
Et andet spørgsmål, jeg gerne vil have svar på lyder: – Hvad er det for et gen hos manden, der får ham til at gå amok, når han får en motorsav i hånden eller bare en almindelig plæneklipper? Jeg har oplevet det gang på gang, og jeg er sikker på, at andre kvinder også kender det. Man beder om at få fjernet en gren, og om aftenen er ikke kun hele træet, men også de omkringstående fældet. Man anmoder om at få tyndet lidt ud i vedbenden, der dækker plankeværket, og næste gang man kaster et blik ud i haven, griner det nøgne, grimme plankeværk én i møde.

Jeg husker min gamle morfar, der højt op i sin senile alderdom med forkærlighed klippede hovederne af blomsterne, som min mormor passede og plejede. Med en gammeldags Ginge plæneklipper kørte han den ene gang efter den anden hen over dem, mens græsset fik lov at stå. Måske var blomsterne tydeligere end græsset, hvem ved? Et faktum er det, at havearbejde kan få raseriet, ja ligefrem vandalismen op i selv den fredeligste mand. Findes der en videnskabelig forklaring?