Globalisering på Rædersvej

En af glæderne ved at have sat børn i verden er blandt andet, at de som voksne er med til at holde én orienteret og på mærkerne. Ikke mindst når de drager ud i verden og vender hjem igen med førstehåndsindtryk og nye erfaringer. Der er blevet knyttet kontakter og bånd til mennesker i andre dele af verden, og en dag ringer det på døren på Rædersvej, og uden for står det voksne barn med sin udenlandske ven.

På den måde har vi i de seneste år haft besøg af - især unge jødiske piger fra Canada og Australien. Begavede piger, der er vokset op i priviligerede miljøer, men med den historie til fælles, at deres bedsteforældre med nød og næppe undslap ovnene i Europas koncentrationslejre. Efter krigen forlod de Polen og Tyskland for aldrig mere at vende tilbage til Europa. Ikke engang som turist mange år efter. Deres børn blev naturligvis påvirkede af deres angst og traumer, og besøgte af loyalitet med forældrene heller aldrig disse lande. Først med tredje generation, børnebørnene, er der skabt accept omkring tanken om at besøge dem.

Det er meget tankevækkende at opleve de unge menneskers følelsesmæssige påvirkning ved ankomsten til Europa. Og at høre dem fortælle om, hvilke store betænkeligheder, deres bedsteforældre havde haft ved at lade dem tage af sted til fortidens rædselskabinetter. Vore egne børn får indblik i Europas historie, og vi erfarer, at det tager tre generationer at slippe fri af mareridtet.