Fik vi set det vi ville

For nylig var jeg til 40 års studenterjubilæum. Det føltes ellers som om det kun var et par dage siden 25 års jubilæet havde fundet sted, alt virkede så velkendt. Måske lige med undtagelse af det øjeblik, vi mødtes i skolens foyer, og det var en smule svært at se, hvem man havde for sig. Som om der lå et slør over den andens ansigt, og man først måtte genopdage et glimt i øjet, en trækning ved munden eller noget helt tredje for at genkende personen. Derefter var vi tilbage i boblen.

Denne magiske boble hvor vi igen er cirka 17 år, og hvor verden er standset i 1965. Det mærkes allerede under translokationen i festsalen, hvor der bliver tysset på os, fordi vi aldrig fik lært at holde mund. Og under den efterfølgende frokost hvor karrieren og alt, hvad vi har oplevet, siden vi kom ud af boblen pludselig intet betyder. De medbragte billeder af børn og børnebørn får lov at blive i tasken. Det forunderlige er endnu en gang sket: Vi er blevet dem, vi engang var. Stykke for stykke føjer vi den fælles fortid sammen. Og mindes lærerne, der nu enten er døde eller er blevet så gamle, at det ikke giver mening at invitere dem med. Og forældrene, der alle sammen var så frygtelig strikse! Verden uden for eksisterer ikke mere. Vi er atter glatte i huden og slanke om livet, og håret har sin naturlige farve. Venskaber genoptages som om de aldrig har været afbrudt.

Ad en magisk dør fik vi adgang til boblen, og nogle timer senere forsvinder vi stille ud af den igen.