De tomme kælkebakkers land

I flere dage har sneen ligget tykt på kælkebakken. Solen har skinnet, og alle muligheder har været til stede for at bruge kælkebakken til det, kælkebakker er skabt til. Herudover er den et smukt syn for den gående. Bakkernes yndefulde skrånen, træernes frosne silhuetter, jo, der nok at glæde sig over. Så hvad er det i grunden, der mangler i landskabet? Det er lydene! De glade, skingre råb, der hører til på en kælkebakke, så snart den første sne er faldet. Det er mylderet af farver hos de vinterklædte børn, asende op og ned. I dag er der stille og ikke skyggen af et barn at se. Ingen forældre med kælken trækkende efter sig. Hvad er det, der er sket? Hvordan kan en kælkebakke pludselig miste sin tiltrækning? Hvorfor ligger den her tom i stivnet ro med en knaldblå himmel over sig? Hvor er alle mennesker henne? Sandsynligvis til skigymnastik, så både forældre og børn kan komme i form til vinterens udenlandske pister. Trist kan man konstatere, at det at stå på ski er blevet til en sport, ikke længere leg. De gratis glæder er ikke længere attraktive, og gamle dages floklege afskaffet, også inden for dette område. De fleste børn foretrækker at "gå til noget!"