De rige, de smukke, de...?

Alle elsker tilsyneladende historien om kiksede den unge mand eller pige. Hende eller ham der ikke kan få sit kærlighedsliv til at fungere. Og som altid kommer til at sige det forkerte, tage det forkerte tøj på eller tage 3 kg på op til en vigtig date. Vi elsker dem og synes næsten, at vi kender Bridget Jones, Nynne med dagbogen og deres ligesindede personligt. Vi spejler os i dem og synes, vi ligner dem, fordi vi genkender deres drømme. Men er der i grunden ikke noget paradoksalt i, at disse kvinder eller mænd som Hugh Grant fra Fire bryllupper og en begravelse hvor kejtede og kaotiske de end fremtræder - alle har det til fælles, at de ser hamrende godt ud og er charmerende ud over det sædvanlige? På den måde bliver det intet mindre end et paradoks, at netop de skulle have problemer. Jeg mener, hvor svært kan det være? Hvem ville for eksempel ikke gerne score en af dem? Eller hvad med Elvis, når han sang ”Are you lonesome to night!” Mon ikke!
Men kunne man på den anden side forestille sig, at den usikre, kiksede og let fjollede skulle ligne en overvægtig taber? En af dem man ser alle vegne og undgår på værtshuse og til fester. Nej, vel? Det handler om ensomheden som postulat, ikke den vi kender fra virkelighedens verden eller værre endnu – fra os selv. Miss Lonely Girl er en kæk, morsom og gudeskøn kvinde, ellers ville hun aldrig få vores opmærksomhed. Ikke engang vores medlidenhed. For taberne har ikke mæle.