Caféen bag vandfaldet

Jeg havde lovet at tage mig af kortene til ferien på Island denne sommer. Ikke nogen stor sag, skulle man mene. Stor var til gengæld min mands overraskelse, da det ved ankomsten til Reykjavik gik op for ham, at det eneste kort, vi havde med, var kortet over elverfolkenes områder. Selv var jeg nu også lidt forundret og havde ingen rigtig forklaring på det.

Ved slutningen af ferien besluttede vi at besøge Hafnarfjord, elvernes foretrukne bosted. En vikar for den rigtige guide ledte os hen til en lund, hvor de angiveligt skulle bo. Et smukt sted med store sten, vilde blomster og brusende vandfald. Det var nu ikke så meget, vikaren kunne fortælle, og selv havde hun ingen erfaringer med det, hun talte om. Det var der heldigvis andre, der havde. Et sted gjorde vi holdt ved en stor sten, hvor der skulle bo en dværg, som ikke havde det så godt for tiden, fortalte guiden. Ingen vidste, hvad der var galt med ham. Men her kunne en politimester fra Vestfjordene berette, at dværgen havde ondt i halsen. Han havde selv lige før mærket en kraftig tilstedeværelse af et andet væsen og umiddelbart efter fået stærke smerter i halsen.

Det var til at forstå. Mere udfordrende blev det, da vi kom forbi vandfaldet og guiden fortalte, at der inde bag vandfaldet, skulle findes en café. En helt moderne café, hvor man både kunne få både espresso og caffe latte. Men som min mand sagde: - Hvem siger, at elverne tror på, at vi er til?